I denne uge kommer vi omkring et bemærkelsesværdigt lovforslag om en helt ny statsadvokatordning, en opsigtsvækkende udmelding fra skatteministeren om, hvem der egentlig har ansvaret for statens retssager, og endnu et notat jeg har udarbejdet for en landbrugsorganisation – denne gang om produktet bovaer og malkekøernes dyrevelfærd.

Justitsministeren fremlagde i sidste uge et lovforslag, der lægger grunden til den nye statsadvokatordning. Det er på mange måder bemærkelsesværdigt. Danmark får nu en pendant til Regjeringsadvokaten i Norge: En statslig enhed under Justitsministeriet, der fører alle statens retssager, der ikke er straffesager.

Det var bestemt en overraskelse, da det i slutningen af 2025 kom frem, at statens civile retssager fremadrettet blandt andet skulle føres af statsadvokaten – samtidig med at statsadvokaten skiftede navn. Og det var faktisk yderst opfindsomt af Justitsministeriet med det nævnte navneskifte. Det løste nemlig et helt konkret problem, nemlig hvorledes personer, der ikke er advokater, kan give møde i retten for staten og samtidig kalde sig advokat.

Det kræver en nærmere forklaring, som er følgende: Advokatsamfundet er ikke begejstret for, at staten ansætter advokater – hvilket navnlig skyldes hensynet til advokaters uafhængighed. Jeg har i en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen gjort gældende, at staten faktisk godt kunne ansætte advokater med advokatbeskikkelse, hvilket skete under den nye retsplejelov i perioden 1919-1936. Den udlægning er Advokatsamfundet imidlertid helt uenig i.

Problemet løses ved det nævnte navneskifte: Statsadvokaten som embede afskaffes og erstattes af statsanklagere, og Rigsadvokaten skal efter planen fremover være Rigsanklager. Til gengæld bliver »statsadvokat« fremover en titel, man kan bære, når man møder i retten for den nye delvist uafhængige enhed under Justitsministeriet, der behandler civile sager – uden at de mødende samtidig har advokatbestalling.

De ansatte kan optjene anciennitet og opnå møderet for både landsret og Højesteret gennem ansættelsen i staten – uden i forvejen at have advokatbeskikkelse – men man kan ikke beholde sin advokatautorisation. Det må forventes at give en vigtig rekrutteringsfordel for statsadvokaten: I Norge er der stor prestige forbundet med at arbejde for Regjeringsadvokaten, og mange bruger opholdet der som springbræt til de store advokatfirmaer. Muligheden for beskikkelse og møderet kan blive en fordel i konkurrencen om de dygtige unge fremadstormende jurister.

Det er efter min opfattelse et overraskende gennemarbejdet forslag: Vi får en ordning, hvor sager for det offentlige samles i en central enhed, der minder stærkt om Regjeringsadvokaten i Norge.

Et gennemgående træk ved forslaget er, at embedsmændene i Statsadvokaten bindes af de forvaltningsretlige regler – også i selve procesførelsen. Statens rettergangsfuldmægtige skal ifølge lovforslaget optræde sagligt over for borgerne, og de må ikke følge ulovlige instrukser fra ministerierne.

Lovforslaget rydder de fleste processuelle forhindringer af vejen for, at staten på sigt kan overtage Kammeradvokatens opgaver fuldt ud, hvis det ønskes.

Men det kommer til at tage tid. Langt de fleste sager – ikke mindst skattesager, der udgør omkring halvdelen af statens retssager – bliver liggende hos Kammeradvokaten i en årrække endnu, blandt andet fordi skatteområdet ikke er konkurrenceudsat. Rom blev ikke bygget på én dag. Men infrastrukturen bliver lagt nu.

Statsadvokatens opgaver bliver primært rettet mod retssager. Uden for de tilfælde, hvor en rådgivningssag utvivlsomt har tilknytning til en retssag, skal statslige myndigheder som udgangspunkt fortsat søge rådgivning hos den myndighed, der har ansvaret for det pågældende retsområde – for eksempel skal spørgsmål om statsstøtte fortsat løses med bistand fra Erhvervsministeriets Statsstøttesekretariat, og statsretlige spørgsmål skal fortsat rettes til Justitsministeriets Lovafdeling. Status quo fastholdes altså for den brede, tværgående rådgivning, herunder arbejde med lovgivning og bekendtgørelser og ministerbetjening. Det er ret tankevækkende, for Kammeradvokaten er i dag en central sparringspartner for hele centraladministrationen om langt mere end retssager. Nogle gange skriver Kammeradvokaten også lovforslag for ministerierne. Er der nogen, der skal overtage den rolle?

Efter gældende regler skal en borger, der taber en retssag mod staten, betale sagsomkostninger – herunder for embedsmandsarbejde udført af statsligt ansatte rettergangsfuldmægtige. Den ordning blev indført for få år siden og har gjort det væsentligt dyrere og mere risikabelt for borgere at bruge deres grundlovssikrede ret til at føre sag mod staten. Lovforslaget fastholder efter min opfattelse denne meget utilfredsstillende ordning.

Danmark går her i nogen grad enegang: I de fleste nabolande skal man normalt ikke betale for embedsmænds arbejde som rettergangsfuldmægtige, hvis man taber – ligesom den tabende part herhjemme heller ikke betaler for kommunale embedsmænds retssagsførelse. Efter min opfattelse bør Folketinget bruge lejligheden til at rette op på dette eller som minimum begrænse borgernes sagsomkostningsrisiko til et fornuftigt minimum. Det ville afgjort lette adgangen til domstolene.

I sidste uge udtalte skatteminister Jakob Engel-Schmidt til Berlingske, at han ikke må blande sig i en konkret retssag om dobbeltbeskatning – en sag, som hans eget departement fører mod borgeren Rie Nisted Velling. Udsagnet giver anledning til undren, fordi Engel-Schmidt ellers er kendt for at gribe ind i konkrete sager: Som kulturminister greb han faktisk ind i »enkeltsager«, og han sikrede, at der blev flaget på Kronborg trods ministeriets tidligere udmelding om det modsatte. Han greb også ind i en anden enkeltsag og reddede en børnehave i Kongens Have fra at lukke.

Skatteministeriet begrundede ministerens tilbageholdenhed med skatteforvaltningslovens § 14, hvorefter skatteministeren ikke kan træffe afgørelser i konkrete forvaltningssager – for eksempel skatteansættelser, afgiftsforhold eller ejendomsvurderinger.

Den bestemmelse er imidlertid ikke relevant her. Rie Nisted Vellings sag er for længst ude af skatteforvaltningen. Den er nu en retssag ved domstolene. § 14 vedrører forvaltningssager, ikke ministerens adgang til at bestemme over sit eget departements retssagsførelse.

Hvis ministeren fremover behandler alle borgere med en lignende sag på samme måde, kan han utvivlsomt frafalde anken, hvis han ønsker det. »Han overtog ansvaret for sagen, da den forlod det administrative system. Den er ved domstolene nu. Han blander sig dermed ikke i den forvaltningsretlige sagsbehandling«, sagde jeg til Berlingske. Det er hans retssag og hans departement, der har anket den.

Hvis ministeren ikke kan stoppe en retssag, som føres af hans eget departement, er der ingen, der kan – han leder jo netop den myndighed, der er procespart.

Det udtalte jeg i weekenden i et opslag på LinkedIn, hvor tidligere skatteminister Karsten Lauritzen også bemærkede, at det rent faktisk var almindelig praksis da han var skatteminister, at ministeren kan bestemme over statens sagsførelse og herunder retssagsførelsen.

Skatteministeriets indstilling til ministerens rolle minder om den afsluttende kritik, jeg fremsatte i min doktorafhandling fra 2017 om det offentlige som procespart: en kritik af, at Skatteministeriet ikke følger med i de retssager, ministeriet selv fører. Sådan er det fortsat. Sager uden særlig overvågning kører gennem hele retssystemet – stævning, svarskrift, replik, duplik – uden at departementet og ministeren undervejs følger med i sagernes udvikling. Kammeradvokaten står i praksis alene for sagsførelsen.

Det er ikke en tilfredsstillende ordning. Forvaltningen skal lære af de fejl, der begås, og som ofte bliver belyst under retssagen. Og forhåbentlig vil statsadvokatordningen i længden ændre på dette.

Sammenfattende skal embedsværket ikke rådgive ministeren til en opfattelse om, at han ikke må gribe ind i sin egen sag. Det afspejler en misforstået procesforståelse.

I weekenden måtte jeg i Presselogen på TV 2 News stå på mål for, at jeg – som omtalt i sidste nummer af Retsstaten – i 2025 udarbejdede to notater for Bæredygtigt Landbrug og samtidig holdt en tale ved en demonstration på Christiansborg Slotsplads. Kritikken gik primært på, at jeg skulle have oplyst om dette, da jeg sammen med professor Jens Elo Rytter blev interviewet af DR om muligheden for, at gødskningsloven kunne være ekspropriativ. Jeg vil, som oplyst i udsendelsen, fremadrettet være ekstra opmærksom på at deklarere sådanne forhold direkte over for journalister, hvis de kan give anledning til spørgsmål om interessekonflikter.

Som det fremgår af talen, var der imidlertid på ingen måde tale om en kritik af, at L5 blev gennemført. Talen kan læses her fra hjemmesiden Danske Taler: Frederik Waages tale ved demonstration mod gødskningsloven

Talen handlede udelukkende om de kompensationsordninger, der blev udbetalt til landmændene, hvis de var udsat for hårde indgreb. Og sporene skræmmer, fordi vi måske står over for et meget stort antal sager, hvor landmænd vil kunne kræve kompensation, samtidig med at vi fra minksagen ved, at det kan tage meget lang tid at få sådanne erstatningsordninger op at køre.

Fredag medvirkede jeg så i en podcast, hvor jeg drøftede indholdet af et andet notat fra landbrugsområdet af nyere dato, som jeg straks skal deklarere er blevet udarbejdet af mig for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter angående det metanreducerende fodertilsætningsstof 3-NOP, bedre kendt som Bovaer. Notatet blev vel at mærke skrevet i god tid inden hele miseren om mine to notater for BL. Det handlede om dyrevelfærd og om, hvorvidt der består en EU-retlig pligt til at anvende stoffet, og ministeren kunne ændre på reglerne af hensyn til dyrevelfærden.

Baggrunden for notatet var, at mange landmænd sidste år oplevede, at deres malkekøer blev dårlige, efter de var blevet pålagt at give dem Bovaer for at leve op til klimakravene i husdyrbrugloven.

Min konklusion, der også blev gengivet i podcasten, var, at kravet om brug af 3-NOP følger af den danske regulering og ikke i sig selv af EU-retten. Samtidig med at miljøet skal tilgodeses, skal der også tages hensyn til dyrevelfærden. Det følger direkte af dyrebeskyttelsesloven, at dyr skal beskyttes ved fodring.

Min vurdering var, at Danmark efter omstændighederne selv kan lempe pligten til at fodre med Bovaer uden at komme i konflikt med EU-retten.

Og det kan være nødvendigt i en overgangsperiode, indtil det bliver klart, om dyrene tager skade af stoffet; et forhold, EU-organisationen EFSA undersøger i øjeblikket. Dyrevelfærd udgør en selvstændig retlig forpligtelse i både EU-ret og national ret. Og der foreligger indberetninger fra virkelig mange køer, som har fået det dårligt.

Der findes en ordning på nuværende tidspunkt, hvor landmanden kan undtage fodring med Bovaer for en enkelt ko, der er blevet syg. Den undtagelsesordning er imidlertid meget snæver: Den er knyttet til den enkelte ko og til en allerede konstateret sygdom.

Efter min opfattelse bør reglerne fremadrettet have et forebyggende sigte, så en landmand – på et dokumenteret veterinærfagligt grundlag – kan standse brugen af Bovaer, før dyr udvikler egentlig sygdom, herunder for en hel besætning ad gangen, hvis risikoen viser sig at være et mønster snarere end en enkeltstående hændelse. Kompensationsreglerne bør samtidig indrettes, så en lovlig fritagelse ikke straffes økonomisk.

Det er værd at bemærke, at EFSA i øjeblikket foretager en fornyet sikkerhedsvurdering af stoffet. Det dokumenterer ikke i sig selv, at 3-NOP er skadeligt, men det understøtter behovet for, at reglerne indrettes med en form for sikkerhedsventil af hensyn til dyrevelfærden, mens vurderingen står på.

EU-Domstolens praksis giver ingen direkte løsning på selve Bovaer-spørgsmålet, men den viser, hvor stor vægt dyrevelfærd tillægges, når EU-retten skal fortolkes og medlemsstaternes skøn afgrænses. I en sag om lange dyretransporter lagde Domstolen således afgørende vægt på, at beskyttelse af dyr er i almenhedens interesse. I sagerne om rituel slagtning gik Domstolens Store Afdeling – ved flere lejligheder – videre i beskyttelsen af dyrevelfærd, end generaladvokaterne selv havde foreslået. Kan en medlemsstat lovligt begrænse en grundlovssikret rettighed af hensyn til dyrevelfærd, må den så meget desto mere kunne lempe en pligt, den selv har pålagt sine egne landmænd af hensyn til de samme dyr. Samtidig må man under hensyn til det EU-retlige proportionalitetsprincip sikre, at hensynet til både dyrevelfærd og klima afbalanceres på en ordentlig måde. Jeg har fortalt mere om sagen i podcasten Mælketanken. Det fremgår heraf også tydeligt, at notatet var bestilt af Danske Mælkeproducenter.

Hør hele podcasten her: Mælketanken – september 2026

Tak fordi du læste med i denne udgave af Retsstaten.

Tilmeld dig på www.retsstaten.com og få Retsstaten direkte i din indbakke næste tirsdag kl. 07.00! Hvis tilmeldingslinket driller, så prøv at tilgå det fra en smartphone.

God dag!

Frederik Waage