Retsstaten

Bogen kan findes her: https://djoefforlag.dk/products/retsstaten

Navnet beholder jeg indtil videre. Og hermed velkommen til… Retsstaten…

1. Identitetstyveri, skatteansættelse og pligten til at række hinanden hånden

Den seneste skandalesag fra Skatteforvaltningen, der mandag førte til endnu en hård kritik fra skatte- og vækstministeren over hans eget ministerium, illustrerer et ofte overset forvaltningsretligt princip, der kan ses som en del af undersøgelsesprincippet eller officialprincippet.

Skattestyrelsen fastholdt således meget betydelige skattekrav mod borgere, selv om politiets oplysninger pegede på, at de kunne være sagesløse ofre for identitetsmisbrug.

Det væsentligt nye er, at Skattestyrelsen i en fortrolig redegørelse nu selv vurderer, at man allerede i 2023 – og igen i 2024 og 2025 – burde have gjort mere for at undersøge sagerne. Styrelsen behøvede ifølge Skattestyrelsen selv heller ikke nødvendigvis at afvente politiets afslutning af efterforskningen.

Formuleringen i Skattestyrelsens egen redegørelse lyder:

»Det afgørende er, om karakteren af oplysningerne indikerer, at der er grund til at reagere.«

Da to borgere allerede i 2023 fik medhold i, at de ikke stod bag overførslerne, burde Skattestyrelsen ifølge redegørelsen have undersøgt betydningen for de øvrige sager. At det ikke skete, »må anses for at være en fejl«.

Sagen illustrerer dermed et forvaltningsretligt princip, som der sjældent refereres til, men som er vigtigt: myndighedernes pligt til at samarbejde om sagsoplysningen.

I svensk forvaltningsret er princippet smukt formuleret sådan, at myndighederne er forpligtede til at »räcka varandra handen«. For dansk rets vedkommende er forpligtelsen delvist kodificeret i forvaltningslovens § 31: En myndighed skal som udgangspunkt videregive en oplysning på begæring af en anden myndighed, hvis den har betydning for den anden myndigheds virksomhed eller afgørelse. Hertil kommer den generelle forpligtelse til »indbyrdes samvirke« og udveksling af korrekte oplysninger.

Min vurdering: Sagen om identitetstyveri illustrerer, hvorfor det princip er vigtigt. Hvis én myndighed ligger inde med oplysninger, som grundlæggende kan ændre en anden myndigheds syn på en sag, skal myndighederne samarbejde om sagsoplysningen. Borgeren skal ikke stå alene med opgaven med at få forskellige dele af staten til at tale sammen.

Det er svært at slippe den tanke, at den store oprydning i denne sag næppe var kommet frem, hvis ikke det var for TV 2-dokumentaren, der i øvrigt var en spin-off på Den sorte svane.

Inden sagen breakede – og uanset at TV-stationens første henvendelser fuldstændig blev afvist – fremstod det dog meget klart for mig, at alle måtte kunne se, at der var noget, der var helt galt, og at sagen derfor nok skulle løse sig. Simpelthen fordi den var himmelråbende urimelig.

På samme måde som Gitta, der skulle betale ejendomsskat for sine naboer, eller nordjyden, der skal betale skat af muligheden for udnyttelse af en grund, selv om det, man mener, han skal udnytte, ville være ulovligt efter de kommunale regler.

Sagen passede heldigvis for skatteyderne godt ind i et medieformat. Det skyldes også stærkt journalistisk arbejde, og man kunne overveje at indstille Sten Schat Holm, journalisten bag, til en fin pris. For var det ikke for en meget ihærdig indsats, der blandt andet involverede research i De Forenede Arabiske Emirater, er det ikke sikkert, at sagen var kommet ud over rampen. Når man samtidig kunne konstatere, at inddrivelsen fortsatte, også efter at underdirektøren havde udtalt sig til mediet om sagen, er der næppe grund til at tro, at systemet var stoppet op uden det massive spotlys.

Ikke alle skatteydere, der oplever fejl i deres sagsbehandling, er lige så heldige med at få spotlys på deres sag. Men man kan naturligvis håbe, at sagen fører til en generel oprydning, der kommer alle til gavn.

2. Spiralsagen for ICJ – be careful what you wish for

Fredag aften kommenterede jeg på TV 2 News de to rapporter om spiralsagen, som samme dag blev præsenteret af den grønlandske regering.

Rapporterne afdækker et lavpunkt i det dansk-grønlandske forhold og et på alle parametre ulyksaligt og forfærdeligt forløb.

Det er positivt og klart fornuftigt, at både den grønlandske og danske regering ønsker en forsoningskommission, og det må efter min opfattelse være vejen frem.

Der har været meget fokus på splittelsen mellem forskerne. Men begge rapporter synes at være af høj kvalitet. Det bemærkelsesværdige er samtidig, at de faktisk deler den grundlæggende opfattelse af, hvad der juridisk skal til, for at noget kan være folkedrab i konventionens forstand.

Folkedrabskonventionen omfatter ikke kun drab, men også foranstaltninger, der har til formål at forhindre fødsler inden for en beskyttet gruppe. Præventionsindgreb kan derfor principielt være omfattet. Men det kræver samtidig en særlig hensigt om helt eller delvist at ødelægge gruppen som sådan.

Ingen af de to rapporter konkluderer, at det er bevist, at Danmark har begået folkedrab.

Den væsentlige forskel på rapporterne synes at ligge i vurderingen af beviserne.

Miriam Cullen og Dalee Sambo Dorough mener ikke, at folkedrab er bevist, men vil på det foreliggende materiale heller ikke udelukke det som en mulig juridisk konklusion. De lægger blandt andet vægt på omfanget af præventionspraksissen, beretningerne om manglende samtykke, det markante fald i fertiliteten og historisk materiale om myndighedernes syn på befolkningstilvæksten.

Jonas Christoffersen og Jensine Nedergaard når den modsatte vurdering af indicierne. De finder ikke empirisk belæg for, at danske eller grønlandske myndigheder eller sundhedspersoner havde den nødvendige hensigt om at ødelægge den grønlandske befolkning eller en væsentlig del af den.

Min vurdering: Uenigheden er i høj grad bevismæssig: Den ene rapport holder spørgsmålet om folkedrab åbent. Den anden mener ikke, at det foreliggende materiale giver grundlag for det.

Det er under alle omstændigheder vigtigt, at folkedrabsdiskussionen ikke overskygger resten af sagen. Begge rapporter foretager en langt bredere menneskeretlig vurdering.

Uanset uenigheden om folkedrab afdækker rapporterne alvorlige spørgsmål om blandt andet samtykke, fysisk integritet og reproduktiv selvbestemmelse og åbenlys tilsidesættelse af f.eks. menneskerettighedskonventionen.

Der er efter alt at dømme sket grove krænkelser af grønlandske piger og kvinders rettigheder.

Risikoen for en sag i Haag

Til TV 2 kommenterede jeg også på, at Siumut og Naleraq ønsker spørgsmålet om folkedrab prøvet ved FN's Internationale Domstol, ICJ, i Haag.

Grønland kan ikke selv indbringe en sag for ICJ. Domstolen behandler sager mellem selvstændige stater. Skal dette spor forfølges, vil det derfor kræve, at en anden stat ønsker at rejse en sag mod Danmark.

Og det er ikke rent teoretisk snak.

Folkedrabskonventionen kan under visse betingelser håndhæves af en konventionsstat, selv om staten ikke selv har nogen direkte forbindelse til de mennesker, der angiveligt er blevet udsat for folkedrab. Det er f.eks. set i Gambias sag mod Myanmar og aktuelt i Sydafrikas sag mod Israel.

Derfor sagde jeg til TV 2, at Danmarks største bekymring ikke nødvendigvis bør være sandsynligheden for at blive dømt for folkedrab. Bekymringen er også selve den proces, der kan blive sat i gang:

»Skrækscenariet for Danmark er, at man kan blive trukket ind i en meget lang proces, hvor hele forløbet skal hvirvles op. Det kan jo tage årevis,« sagde jeg til TV 2.

Hvis en stat vælger at rejse spørgsmålet internationalt, er det ikke længere alene Danmark og Grønland, der bestemmer, hvordan sagen udvikler sig. En sådan proces kan blive langvarig og få stor betydning for relationen mellem Danmark og Grønland.

Min vurdering: En forsoningskommission skal naturligvis ikke lægge låg på juridiske krav eller fratage de berørte kvinder deres rettigheder. Men hvis spørgsmålet løftes over i en mellemstatslig sag ved ICJ, mister Danmark og Grønland samtidig en del af kontrollen med processen. Derfor er der nok grund til at sige til de to grønlandske partier: be careful what you wish for.

Rapporterne kan få betydning i de konkrete erstatningssager og må forventes at kunne blive inddraget, hvis sagerne fortsætter gennem det danske retssystem og eventuelt når Højesteret.

Efter omstændighederne kan der også senere opstå spørgsmål ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, f.eks. i forhold til erstatningsstørrelse.

3. Svineproduktion, begrænsning af eksporten og favorisering af hjemmemarkedet

Onsdag den 26. august medvirkede jeg i P1 Orientering om statsministerens udtalelser om dansk svineproduktion og eksport.

Min vurdering: Regeringen bør efter min opfattelse seriøst overveje både sin kommunikation og den måde, man påtænker at begrænse den danske svineproduktion på. Ellers er de i overhængende fare for at blive dømt at EU-Domstolen i Luxembourg. Det kan føre til milliarderstatning.

Der er ikke noget EU-retligt til hinder for, at Danmark fører en ambitiøs politik for miljø og dyrevelfærd. Man kan f.eks. stille krav til produktionsforhold, miljøbelastning og dyrevelfærd, når kravene i øvrigt er forenelige med EU-retten. Sådanne krav kan også føre til en mindre produktion og dermed indirekte til mindre eksport.

Det EU-retlige problem opstår på en anden måde: hvis man bruger det danske hjemmemarked som målestok for produktionen og gør reduktion af eksporten til andre EU-lande til et selvstændigt mål.

Baggrunden er blandt andet en formulering i regeringsgrundlaget. Her opstilles som et langsigtet mål:

»at dansk griseproduktion primært opdrætter de grise, vi selv kan anvende i vores egen fødevareforsyning, eller som kan forædles herhjemme inden eksport. Det skal bidrage til, at eksport af levende smågrise reduceres, understøtte danske arbejdspladser og rykke produktionen op i værdikæden.«

Regeringsgrundlaget anfører umiddelbart efter, at dette forudsætter en omfattende omlægning af den eksisterende griseproduktion.

Statsministeren har efterfølgende offentligt gentaget den grundlæggende tanke om at tilpasse produktionen til det, vi selv anvender eller forædler herhjemme.

I P1 Orientering udtalte jeg mig umiddelbart efter advokat Hans Sønderby Christensen, der er partner i et af Danmarks mest specialiserede advokatfirmaer inden for EU-ret.

Advokaten repræsenterer aktører i landbruget, og han oplyste i udsendelsen, at man var parat til at anlægge sag, hvis den kommende regulering giver grundlag for det.

EU-rettens udgangspunkt er meget klart. Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmådes artikel 35 bestemmer:

»Kvantitative udførselsrestriktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning er forbudt mellem medlemsstaterne.«

Bestemmelsen beskytter noget helt fundamentalt ved det indre marked: En medlemsstat må som udgangspunkt ikke indrette sin regulering, så hjemmemarkedet begunstiges på eksportens bekostning.

Regeringen kan godt stille miljøkrav til LEGO's produktion af legoklodser. Hvis kravene er lovlige og proportionale, ændrer det ikke på sagen, at de måske fører til en dyrere eller mindre produktion – og dermed også til mindre eksport.

Noget andet ville være, hvis regeringen sagde:

Af miljøhensyn ønsker vi, at LEGO fremover kun producerer det antal legoklodser, som det danske marked har brug for. På den måde skal eksporten til andre EU-lande reduceres.

I et sådant eksempel anvendes den nationale grænse pludselig som målestok.

Det samme princip gælder for svineproduktionen.

Hvis problemet er miljøbelastningen, kan man regulere miljøbelastningen. Hvis problemet er dyrevelfærden, kan man stille krav til dyrevelfærden.

At sådanne regler medfører færre grise og dermed mindre eksport, gør ikke i sig selv reglerne EU-stridige.

Men det er noget andet at opstille som mål, at produktionen skal tilpasses »vores egen fødevareforsyning«, og samtidig udtrykkeligt anføre, at dette skal bidrage til, at eksporten reduceres.

EU-Domstolen har i en række tilfælde beskæftiget sig med grænsen.

Et af de mest kendte eksempler er dommen Dusseldorp, C-203/96, der netop vedrørte miljøhensyn. Nederlandene havde begrænset eksport af affald til nyttiggørelse i en anden medlemsstat. Domstolen accepterede ikke, at miljøreglerne kunne anvendes til at opretholde en uberettiget eksporthindring.

Praksis illustrerer, at selv et legitimt hensyn gør ikke ethvert middel lovligt.

Men kommunikationen – også på nuværende tidspunkt – er bestemt ikke uden betydning.

Hvis staten senere skal forsvare en konkret ordning mod Hans Sønderby Christensen og co. ved EU-Domstolen og gøre gældende, at den ikke favoriserer hjemmemarkedet på eksportens bekostning, vil advokaten naturligt kunne pege på regeringens egne formuleringer om »vores egen fødevareforsyning« og det udtrykkelige ønske om, at eksporten af levende smågrise reduceres.

Min vurdering: Regeringen bør klart undgå at gøre opdelingen mellem det danske marked og resten af EU til målestok for reguleringen.

Hvis en kommende ordning faktisk kommer på kant med artikel 35, kan spørgsmålet ikke alene blive, om ordningen skal tilsidesættes. Der kan også opstå spørgsmål om statens erstatningsansvar over for virksomheder, som kan dokumentere tab som følge af en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten.

Indslaget blev bragt i P1 Orientering onsdag omkring kl. 16.30.

4. Skal staten belønne medlemskab af bestemte fagforeninger?

I forrige uge kommenterede jeg en historie i Ugebrevet A4, der handlede om, at Danmarks største fagforening i dag er Det Faglige Hus.

Det er totalt opsigtsvækkende – ikke mindst fordi organisationen står uden for den traditionelle del af den danske model.

Fagforeningen har fundet en ret unik forretningsmodel, hvor man formår at garantere medlemmerne juridisk bistand og A-kasse, således at de i det væsentlige får det samme sikkerhedsnet, som man har i de traditionelle fagforeninger, men markant billigere for medlemmerne.

Regeringen lægger nu op til at undersøge, om fradraget for fagforeningskontingenter kan målrettes medlemmer af de overenskomstbærende fagforeninger.

Begrundelsen er, at de traditionelle fagforeninger bruger ressourcer på at forhandle og håndhæve overenskomster, som også kan komme medlemmer af de såkaldte gule fagforeninger til gode. Dermed opstår det klassiske free rider-problem.

Min vurdering: Der kan være et vist spillerum for at kompensere eller skattemæssigt begunstige dokumenterbare udgifter, der direkte knytter sig til arbejdet med kollektive overenskomster.

Grundloven volder i den forbindelse ingen problemer. Der gælder ikke nogen lighedsgrundsætning på grundlovsniveau i forhold til fagforeninger. Grundlovens § 78 er heller ikke til hinder for diskrimination af f.eks. gule fagforeninger.

Men i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, og navnlig artikel 11 i EMRK, kan staten ikke uden videre bruge skattesystemet til at gøre medlemskab af nogle lovlige fagforeninger mere attraktivt end medlemskab af andre.

Det mest interessante er derfor formentlig ikke alene, om regeringen vil ændre fradraget, men hvordan den vil afgrænse de organisationer, der skal have en fordel.

Hvad er en »overenskomstbærende fagforening«?

Hvor stor en del af kontingentet kan henføres til overenskomstsystemet?

Og hvor stor en skattemæssig forskel kan staten skabe, før den reelt begynder at påvirke borgernes valg af fagforening?

Min vurdering: Staten kan have en legitim interesse i at understøtte den danske model. Men når staten bruger skattesystemet til at påvirke borgernes valg mellem lovlige private organisationer, tilsiger praksis fra EMD, at kriterierne skal være objektive, saglige og proportionale.

Til slut

Tak fordi du læste med i denne udgave af Retsstaten.

Tilmeld dig på www.retsstaten.com og få Retsstaten direkte i din indbakke næste tirsdag kl. 07.00!

Hav en fortsat god uge!

Frederik Waage