8. september 2026
Denne uges udgave af retsstaten udsendes fra Barcelona, hvor jeg i disse dage deltager i en konference om kinesisk ret. Hvorfor så pludselig interessere sig for kinesisk ret, kan man spørge? En del af forklaringen er standarder. Danske virksomheder og forskere, der samarbejder med Kina kommer i stigende grad i berøring med kinesiske standarder og dermed regler og krav, der er fastsat uden for Danmark og EU, som for den enkelte danske virksomhed kan opfattes lige så forpligtende som love. Og som tilmed er blevet til på en helt anden måde end almindelige lovregler. Det kan rejse interessante forfatningsretlige spørgsmål som, hvordan standarderne bliver til, og hvilken betydning de kan få for danske virksomheder. I slutningen af maj 2027 afholder vi en større konference om MedTech og jura på SDU hvor regulering med standarder blandt meget andet er på programmet. Blandt andet derfor går turen for mit vedkommende i næste måned tilbage til Kina, bl.a. Shanghai. Mere om det senere.
Ud over det kommer vi denne uge omkring nyt i Samsam-sagen, min deltagelse i Bæredygtigt Landbrugs demonstration og et principielt spørgsmål om hvorvidt medierne og jeg selv burde deklarere tidligere honorarer, regeringens forslag om at forbyde børn adgang til sociale medier, samt spørgsmålet om danske forvaltningsdomstole.
1. Samsam is back
Apropos mit besøg i Barcelona, så arrangerede jeg sidste år en konference her i byen om mulighederne for genoptagelse af Samsam-sagen. Det er aktuelt igen, fordi der endelig nu sker nyt i den spanske del af sagen.
Mere end et år efter Højesterets afgørelse arbejdes der med at få Samsams spanske straffesag genoptaget, dommene fra landsretten og Højesteret er blevet oversat, og det første klageskrift er blevet indleveret til de spanske domstole. Når det har taget så lang tid at nå dertil skyld, skyldes det bl.a., at Samsams advokater har fået adgang til oplysninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste om Samsam som har skullet udvælges og bearbejdes inden indleveringen. Den udvidede adgang til FE-oplysninger kom i kølvandet på Højesterets dom, og materialet kan nu indgå i arbejdet med en mulig genoptagelse af sagen i Spanien.
Det spanske genoptagelsessystem adskiller sig på flere punkter fra det danske, og statistisk set er chancerne for en genoptagelse hernede formentlig højere end ved Den Særlige Klageret.
Sidste år – efter Højesterets dom - afholdt jeg et seminar sammen med universitetet om netop den spanske ordning og dens betydning for Samsam-sagen.
En optagelse af seminaret ligger på YouTube. Det er forholdsvis omfattende og noget sprogligt krævende at følge med i, selvom det er på engelsk, men hvis man har særlig interesse i sagen, gennemgår det bl.a den proces, som Samsam nu skal igennem i Spanien:
Hør i øvrigt min vurdering af hele Samsam-sagen i denne K-News podcast: https://www.k-news.dk/artikler/en-af-%C3%A5rtiets-vigtigste-h%C3%B8jesteretsdomme-om-statens-immunitet
2. Min deltagelse i den af Bæredygtigt Landbrug arrangerede demonstration
I sidste uge deltog jeg i en stor demonstration på Christiansborg Slotsplads arrangeret af Bæredygtigt Landbrug, efter at traktorer mere eller mindre havde lukket den indre by ned. Demonstrationen handlede om den nye gødskningslov og dens konsekvenser for landbruget. Jeg var blevet spurgt, om jeg ville komme og tale om ekspropriationsspørgsmålet og kompensation til landmænd. Det betragtede jeg sådan set som en ære, og det var en stor oplevelse at holde talen foran de mange landmænd (og traktorer) midt på Christiansborg Slotsplads.
Min tale var ikke en generel stillingtagen til loven. Jeg talte om det, jeg var blevet bedt om at tale om: ejendomsretten, ekspropriation og kompensationsordninger.
Min deltagelse har efterfølgende givet anledning til en del omtale.
Dagen efter talen gav jeg et interview til DR om, hvorvidt gødskningsloven var en ekspropriationslov. Min vurdering var med udgangspunkt i lovens regler og uklarheden om konsekvenserne for den enkelte landmand, at der kan opstå en risiko for ekspropriation i mange tilfælde. Jeg talte også om betydningen af kompensation og eventuelle hjælpepakker. De kan betyde, at et indgreb ikke bliver så intensivt, at der er tale om ekspropriation.
Efter DR-interviewet blev jeg kontaktet af Fagbladet Journalisten, der bl.a. spurgte mig, om jeg havde fået penge af Bæredygtigt Landbrug for at optræde på Christiansborg Slotsplads.
Det havde jeg ikke.
Men jeg kunne svare bekræftende på journalistens næste spørgsmål. I 2025 havde jeg mod betaling udarbejdet to juridiske responsummer for Bæredygtigt Landbrug om Den Grønne Trepart. Det var før den nye gødskningslov blev udformet. Responsummerne handlede generelt om, hvad der skal til, før et indgreb over for en lodsejer får karakter af ekspropriation.
Der har hele tiden været åbenhed om, at responsummerne var bestilt og betalt af Bæredygtigt Landbrug.
Det, der nu har givet anledning til debat, er, at det tidligere engagement ikke fremgik, da jeg blev interviewet om den nye gødskningslov af DR. DR har efterfølgende beklaget, at oplysningen ikke blev deklareret. Det har jeg selvfølgelig fuld forståelse for. Det er DR-redaktionernes beslutning, hvilke oplysninger man mener, at læserne og seerne skal have, når en ekspert medvirker.
Debatten om mit tidligere engagement
Fagbladet Journalisten var først med historien, og Information fulgte efterfølgende op. Information rejste det mere principielle spørgsmål, om man kan modtage betaling for at rådgive en interesseorganisation og efterfølgende optræde som ekspert i medierne om samme emne.
Over for medierne bekræftede jeg betalingen og understregede, at analysearbejdet var udført i min fritid. Jeg oplyste samtidig, at jeg ikke modtog betaling for talen på Christiansborg Slotsplads. Over for Information oplyste jeg desuden, at mit honorar for den type opgaver typisk svarer til en almindelig advokattakst for en førsteårsadvokat, ca. 2.000 kr. i timen, og at et responsum typisk tager 15-20 timer at udarbejde. Jeg oplyste samtidig, at jeg også har udført betalt arbejde i form af foredrag eller responsa for bl.a. De Danske Svineproducenter, Mejeriforeningen, Skattestyrelsen, offentlige myndigheder, medicinalvirksomheder og advokatkontorer.
Information satte min vurdering op over for professor Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet. Ved nærmere eftersyn var uenigheden mellem os mindre, end den oprindelige vinkling i DR antydede. Jeg var enig med Jens Elo Rytter i, at der som udgangspunkt ikke ville være tale om ekspropriation, hvis der blev gennemført ordentlige kompensationsordninger. Min pointe var, at det endnu ikke vides, hvor mange landmænd der rammes så hårdt, at spørgsmålet om ekspropriation kan blive aktuelt.
Adspurgt, om medierne generelt bør deklarere, når de bruger mig som ekspert, svarede jeg, at det er op til den enkelte journalist, men at jeg selv altid oplyser det, hvis en konkret historie handler om en analyse, jeg har udarbejdet. Hvis Bæredygtigt Landbrug konkret havde betalt mig for at analysere selve gødskningslovforslaget, ville jeg finde det rigtigt at oplyse det direkte. Ligeledes hvis man har en fast økonomisk relation til en virksomhed eller organisation, er situationen forholdsvis enkel.
Men hvad med et afsluttet engangshonorar? Her mener jeg, at det må bero på en konkret vurdering. Hvad var opgavens karakter? Hvor stort var honoraret? Hvor lang tid er der gået? Og hvor tæt er den tidligere opgave på det spørgsmål, forskeren nu bliver bedt om at kommentere?
Et afsluttet responsum kan efter min opfattelse ikke i sig selv medføre en løbende deklarationspligt ved enhver senere udtalelse inden for det samme brede område. Som forsker kommer jeg løbende i berøring med organisationer, virksomheder og myndigheder i forbindelse med betalte foredrag mv. Jeg mener sådan set, at den kontakt med virkelighedens juridiske problemer er med til at gøre mig til en bedre forsker.
Men debatten i den forløbne uge har samtidig gjort indtryk på mig. Uanset hvordan jeg vender og drejer sagen, giver den anledning til eftertanke om, hvordan de her situationer bør håndteres. Jeg vil derfor fremover være væsentligt mere opmærksom på at orientere medierne om tidligere betalte engagementer, hvis de ligger tæt på det spørgsmål, jeg bliver bedt om at kommentere.
Det betyder ikke, at ethvert tidligere foredrag automatisk gør en forsker inhabil eller partisk. Men mere åbenhed gør det muligt for andre selv at foretage den vurdering.
Det er nok den vigtigste lære, jeg tager med mig fra den sag.
3. Kan man forbyde børn at bruge sociale medier?
Og så til noget, der ikke handler om mig.
Regeringen arbejder med et forslag om meget omfattende begrænsninger af børns adgang til sociale medier. Der er ikke nogen tvivl om, at man kan gennemføre ganske vidtgående restriktioner i børns brug af eksempelvis Facebook og andre sociale medier. Beskyttelsen af børn er et legitimt og tungtvejende hensyn.
Et generelt forbud mod sociale medier for alle under 15 år rejser på den anden side efter min opfattelse væsentlige spørgsmål om ytringsfrihed. Det handler ikke alene om børns adgang til Facebook, TikTok eller andre tjenester, men også om børns mulighed for at ytre sig og modtage information.
Menneskerettighederne gælder også for børn. Også grundlovens § 77 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytringsfrihed.
Derfor kan man ikke nøjes med at konstatere, at formålet er at beskytte børn. Indgrebet skal også være nødvendigt og proportionalt.
Regeringen vil skulle redegøre for, hvorfor den netop vælger en 15 års grænse, og hvorfor et generelt forbud bør gælde frem for mindre indgribende midler?
Det er nogle af de spørgsmål, som regeringen efter min opfattelse er nødt til at kunne svare på.
Også grundlovens § 77 bør inddrages. At regeringen sender et lovforslag i høring uden overhovedet at nævne § 77 og EMRK art. 10 er uforståeligt.
Et aldersbaseret forbud mod sociale medier er næppe klassisk censur i grundlovens forstand. Men når man vil afskære en hel aldersgruppe fra nogle af vores tids vigtigste kommunikations- og informationsplatforme, bør forholdet til ytringsfriheden analyseres.
Det afgørende spørgsmål bliver i den forbindelse proportionaliteten: Kan man nå det samme legitime mål – at beskytte børn – med mindre indgribende midler?
Målrettede begrænsninger kan efter min opfattelse utvivlsomt gennemføres. Et generelt totalforbud er juridisk vanskeligere og vil navnlig skulle kunne bestå proportionalitetsprøvelsen efter EMRK artikel 10.
Hvis regeringen vil gå så langt, må den også kunne forklare, hvorfor mindre indgribende løsninger ikke er tilstrækkelige.
4. Skal Danmark have forvaltningsdomstole?
Og så en sidste anbefaling. I sidste uge udgav K-News en podcast med undertegnede og professor Rasmus Grønved Nielsen fra Københavns Universitet, hvor vi diskuterede forvaltningsdomstole.
Det faldt sammen med Folketingets førstebehandling af et forslag om at undersøge en model for forvaltningsdomstole i Danmark. Der synes nu at tegne sig et flertal for at nedsætte et udvalg, som skal se nærmere på en model for forvaltningsdomstole. Spørgsmålet om forvaltningsdomstole har en lang historie i Danmark. Vi har gennem mange år haft en betydelig modvilje mod idéen blandt andre fra dommere og jurister, selv om muligheden for at oprette forvaltningsdomstole faktisk står direkte i grundlovens § 63, stk. 2.
I podcasten fik Rasmus Grønved Nielsen og jeg lejlighed til at diskutere spørgsmålet ret indgående og fra forskellige synsvinkler. Blandt andet om den historiske modvilje mod forvaltningsdomstole, om den danske model for domstolskontrol med forvaltningen og selvfølgelig om grundlovens § 63, stk. 2. Jeg var især glad for, at vi fik mulighed for at diskutere, hvorfor Danmark historisk har valgt en anden vej end en række andre europæiske lande, og om der i dag er grund til at se på spørgsmålet igen.
Hele samtalen om forvaltningsdomstole kan høres hos K-News:
Til slut
Det var alt fra Barcelona i denne omgang.
Tilmeld dig på www.retsstaten.com og få Retsstaten direkte i din indbakke næste tirsdag kl. 07.00! Hvis tilmeldingslinket driller, så prøv at tilgå det fra en smartphone.
Frederik Waage