Retsstaten

Dette er det andet nummer af mit forsøg på at flytte nogle af mine juridiske vurderinger fra sociale medier og enkeltstående medieoptrædener til et selvstændigt redaktionelt format. Hver tirsdag morgen samler jeg de sager, jeg finder væsentlige fra et juridisk perspektiv, og typisk sager, jeg har udtalt mig om – nogle uger fylder det meget, andre uger meget lidt. Denne uge rummer fem cases. God læselyst!

1. Messerschmidt versus Lidegaard: Hvor langt rækker politisk ytringsfrihed?

Tirsdagens retssag mellem Morten Messerschmidt og Martin Lidegaard ved Retten på Frederiksberg er en klassisk tvist om, hvor langt den politiske ytringsfrihed rækker. Det er første gang, vi ser to danske partiledere fortsætte en partilederdebat i byretten, og sagen er derfor allerede på vej ind i de statsretlige lærebøger.

Diskussionen mellem Messerschmidt og Lidegaard udspringer af sidstnævntes udtalelser om, at en politisk modstander »vil internere og deportere tusindvis af medborgere« eller »vil internere op mod 100.000 danskere« på grund af tro eller hudfarve. Er centralt spørgsmål kommer formentlig til at blive, om der er tale om en  strafbar ærekrænkelse efter straffelovens § 267 – eller en politisk værdidom, der almindeligvis er straffri, jf. § 269.

Min vurdering: Retssagen kommer ikke til at handle særligt meget om dansk ret, der her skal fortolkes i lyset af EMRK. Den kommer i stedet til at vedrøre en hovedsondring i Menneskerettighedsdomstolens praksis mellem faktiske beskyldninger og værdidomme. Er der tale om en konkret, efterprøvbar påstand om ulovlig adfærd, skærpes kravene til sandhed og dokumentation – også for en partileder.

Hvis der derimod er tale om en politisk vurdering af en politiks konsekvenser, er ytringsfriheden langt videre, men ikke ubegrænset – også værdidomme skal have et tilstrækkeligt faktuelt grundlag efter § 269. Det hele udspiller sig i skyggen af EMRK artikel 10, der giver en meget stærk beskyttelse af politiske ytringer, og som er baggrunden for, at politikere må tåle skarp kritik – også når den er polemisk og tillægger modstanderen hårde motiver.

Det ironiske i denne sag mellem de to partileder er, at den stærkeste beskyttelse af den politiske ytringsfrihed i dansk ret ikke ligger i grundlovens § 77. Den kommer fra EMRK – et internationalt regelsæt, som Dansk Folkeparti (i modsætning til Radikale Venstre) ikke er særligt begejstret for. Alligevel kommer vi til at høre både Messerschmidts Lidegaards advokater citere talrige Strasbourg-domme, der hver for sig taler til hver parts fordel. For det er netop EMRK, der i denne sag sætter de mest centrale rammer for, hvor langt staten kan gå i forhold til at straffe skarpe politiske udtalelser.

På grund af den omfattende politiske ytringsfrihed i Menneskerettighedsdomstolens praksis er det op ad bakke for Messerschmidt – det er dog ikke ensbetydende med at der er tale om en fuldstændig håbløs sag. Straffelovens regler gælder også i politisk debat, og domstolene skal vurdere konkret, hvordan udsagnene må forstås i konteksten. Kernen bliver om ordene forstås som politisk fortolkning eller faktiske beskyldninger om ulovlig adfærd. Siger en politiker, at en anden »vil« internere mennesker »bare fordi« de har en bestemt hudfarve eller tro, bevæger man sig i gråzonen mellem de to, og grænsen kan kun fastlægges ved at se på hele den politiske sammenhæng – ikke isolerede sætninger. Det bliver rettens opgave på tirsdag.

Sagen er interessant, fordi den siger noget om ytringsfrihed på højeste politiske niveau, og fordi den potentielt kan afklare, hvor langt man kan gå i den politiske udlægning af modpartens intentioner, før ytringsfriheden tipper over i et injurieansvar.

2. Forældre måtte vente tre år for at få prøvet sag om menneskerettigheder i landsretten

Vi bliver ved de internationale menneskerettigheder i retsvæsenet: Tirsdag starter en anden retssag, hvor Østre Landsret som første instans skal behandle en principiel sag om Slagelse Kommunes ansvar for svigt over for to børn på et kommunalt bosted. Det ene barn døde efter et ophold på bostedet, mens det andet senere var i livsfare. Sagen føres af Pramming advokater. Familierne kræver erstatning fra kommunen med henvisning til blandt andet menneskerettighedskonventionens beskyttelse af retten til liv, art. 2, og forbuddet mod umenneskelig eller nedværdigende behandling, art. 3.

Min vurdering: Allerede inden hovedforhandlingen viser sagen efter min opfattelse en svaghed ved vores prøvelsessystem. Der er gået tre år, siden sagen blev henvist fra byretten til Østre Landsret. Det er alt for lang tid og et selvstændigt retssikkerhedsmæssigt problem, at det i dag kan tage så lang tid at få en sag behandlet i retssystemet – bare i første instans. Jeg kender ikke årsagen til langsommeligheden, bortset fra, at landsrettens berammelsestid for førsteinstanssager er kendt for at ligge på over 30 måneder. Men sagsbehandlingstiden viser tydeligt, hvor bagudrettet den danske domstolskontrol med forvaltningen kan blive. Sådanne sager udstiller de store udfordringer i vores prøvelsesordning. Rettens træghed i prøvelsessager som disse er efter min opfattelse også en vigtig grund til, at spørgsmålet om forvaltningsdomstole for alvor er kommet på den politiske dagsorden. Der er noget i den nuværende ordning, der ikke fungerer.

Selve sagen er usædvanlig og principiel, og alvorlig, fordi den blandt andet vedrører retten til liv. Den viser også hvordan EMRK har forandret dansk socialret over de senere år. Før i tiden ville de erstatningsretlige elementer ikke på samme måde have været i spil i en så tragisk sag. Spørgsmålet er, i hvilket omfang kommunen kan stilles erstatningsretligt til ansvar for ikke at leve op til sine forpligtelser efter menneskerettighedskonventionen – både som myndighed og for arbejdet udført på dens vegne.

Sagen behandles på et tidspunkt, hvor der gennem længere tid har været kritik af kommunernes sagsbehandlingskvalitet, særligt på det specialiserede børneområde. At kommunerne stilles til ansvar ved domstolene efter EMRK for erstatningspådragende handlinger, har taget fart gennem de seneste cirka 20 år: Borgernes advokater er blevet mere opmærksomme på muligheden for at stille det offentlige til ansvar gennem erstatningssager, og menneskerettighedskonventionen påberåbes i stigende grad i sager mod kommunerne. Kommunerne har rustet sig i takt med det stigende antal sager – i denne sag er Kommunernes Landsforening trådt ind til støtte for Slagelse Kommune, hvilket understreger, at sagen har betydning ud over de konkrete forhold, og at der også er penge på spil.

3. Fejl i politiets fingeraftryksregister kan have ladet gerningsmænd gå fri

Ingeniøren har afdækket en fejl i politiets fingeraftryksregister, AFIS, der kan have ladet gerningsmænd gå fri. Fejlen betyder, at tusindvis af fingeraftryk fra gerningssteder ikke har kunnet søges frem og matches med personer i registeret. Ifølge Rigspolitiets egen vurdering skyldes det tabte digitale kodninger for omkring 32.366 sporaftryk i 10.108 straffesager fra tiden frem til 2014.

En medarbejder i Nationalt Kriminalteknisk Center under NSK opdagede fejlen ved et tilfælde den 15. marts 2023 under en rutinemæssig gennemgang af en drabssag fra 2005. Rigspolitiet blev først underrettet af NSK den 20. november 2023 – otte måneder senere – og orienterede først Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler den 25. juni 2025, selvom det er lovpligtigt, mere end to år efter fejlen blev opdaget. Hverken Folketinget eller Justitsministeriet fik kendskab til sagen før Ingeniørens afsløringer.

Efter retsplejelovens § 118 a, stk. 3, skal politiet og anklagemyndigheden af egen drift orientere Bevismiddeltilsynet om konstaterede eller mulige fejl ved tekniske beviser, når fejlene kan være generelle eller systematiske og have retssikkerhedsmæssig betydning. Orienteringsordningen er todelt: først en foreløbig orientering umiddelbart efter konstateringen ud fra et forsigtighedsprincip, og derefter en fyldestgørende redegørelse, når forholdet er nærmere undersøgt. I sagen valgte Rigspolitiet og NSK i stedet at undersøge sagen færdig internt og sende en samlet, endelig redegørelse til tilsynet – mere end to år efter, at fejlen blev konstateret.

Min vurdering: Det er efter min opfattelse i klar strid med formålet med den foreløbige orientering, at tilsynet først fik kendskab til sagen, efter NSK og Rigspolitiet selv havde undersøgt den færdig og konkluderet på den. Som udtalt til Ingeniøren: NSK og Rigspolitiet tilsidesætter loven, når de ikke orienterer tilsynet med det samme. Formålet med den foreløbige orientering er netop, at tilsynet kan få kendskab til en mulig alvorlig fejl, før politiets egen undersøgelse er afsluttet. Jeg er enig med professor Jørn Vestergaard i, at forløbet er »fuldstændig uacceptabelt«.

Rigspolitiet har beklaget den sene orientering og oplyst, at man har strammet op på procedurerne. Justitsminister Nicolai Wammen (S) kalder fejlen alvorlig og har bedt om en redegørelse fra Rigspolitiet samt en gennemgang af sagsgangene for orientering af tilsynet.

Uafhængigt af kritikken af den sene orientering af tilsynet rejser sagen efter min opfattelse også et selvstændigt spørgsmål om orientering opad i systemet (uafhængigt af Bevismiddelnævnet) til ministeren og i sidste ende Folketinget. Professor Trine Baumbach (KU) udtaler til Ingeniøren, at hun er uenig i den del af min vurdering, idet hun ikke mener, at Rigspolitiet har pligt til at orientere andre end tilsynet.

Min vurdering: Jeg er enig med Trine Baumbach i, at det som udgangspunkt ville være tilstrækkeligt at melde sagen til Bevismiddeltilsynet efter § 118 a. Men sideløbende med den pligt består der efter almindelige forvaltningsretlige principper også en pligt for underordnede myndighed til at orientere en overordnet myndighed – her departementet – om væsentlige forhold, hvilket efter min vurdering var tilfældet her. Ikke mindst henset til teledatasagen ville justitsministeren efter min vurdering have været forpligtet til at orientere Folketinget, hvis han havde haft kendskab til sagen tidligere.

Professor Jørn Vestergaard deler ifølge Ingeniøren Baumbachs retlige vurdering af spørgsmålet om ministerorientering, men han udtaler alligevel, at det ville have været mest korrekt at orientere opad.

Min vurdering: Over for Ingeniøren har jeg udtalt, at der tegner sig konturerne af en skandale. Vurderingen er et helhedsindtryk og ikke rettet mod konkrete enheder eller personer – uanset at orienteringen hverken skete korrekt eller rettidigt. Det skyldes for det første, at der er tale om en meget stor fejl, som kan have betydet, at gerningsmænd er gået fri, og for det andet, at forløbet kan sammenlignes med teledatasagen. Den rigtige fremgangsmåde havde været at informere tilsyn og ministerium inden for rimelig tid – ikke at bruge måneder på at overveje, om Bevismiddeltilsynet overhovedet skulle orienteres. Sagen rejser spørgsmålet, om Folketinget bør præcisere reglerne om politiets indberetningspligt til Bevismiddeltilsynet.

Kilde: Ingeniøren, 14. august 2026.

4. Det vil ikke være nogen overraskelse, hvis Rigsadvokaten går efter at opløse Hizb ut-Tahrir

To store retssikkerhedsmæssige tiltag, der har noget til fælles, er i støbeskeen hos regeringen:

Begge åbner for, at personer, der ikke er dømt for noget kriminelt, alligevel skal underlægges vidtgående restriktioner.

Det ene tiltag er lovforslaget, der blandt andet indfører kontrolforanstaltninger for radikaliserede, som Politiken skrev om i sidste uge, og som møder skarp kritik fra en række eksperter og organisationer, bl.a. Justitia. Personer over 15 år skal i ekstraordinære tilfælde kunne pålægges opholds- og kontaktforbud, fodlænke og kommunikationskontrol, hvis de vurderes »særligt farligt radikaliserede«.

Medlemmer af opløste foreninger som Loyal to Familia kan allerede i dag rammes af indgreb alene på grund af deres tilknytning – uden selv at have begået noget kriminelt. I det nye lovforslag får »radikaliserede« reelt en lignende status. Forslaget har med andre ord mere at gøre med opløsning af foreninger, end det umiddelbart ser ud til. Begge tiltag har karakter af præventive indgreb mod bestemte personer, der antages at udgøre en fare.

Sammenligningen mellem de to bliver aktuel, fordi De Konservative og Danmarksdemokraterne nu vil fremsætte et beslutningsforslag om at opløse den islamistiske forening Hizb ut-Tahrir ved domstolene, med et foreløbigt forbud undervejs. Det fremgår af Kristeligt Dagblad. Regeringen er splittet: Radikale Venstre og SF vil undersøge et forbud, mens Moderaterne afviser det. Justitsminister Nicolai Wammen har bedt Rigsadvokaten orientere ham straks, hvis der er grundlag for en sag.

Min vurdering: Sagen om Loyal to Familia har åbnet døren for opløsning af foreninger. Døren står måske ikke åben på vid gab, men åben er den. Der er således sket en praksisændring, siden Rigsadvokaten i 2017 angiveligt efter hårdt pres fra daværende justitsminister Søren Pape Poulsen rejste opløsningssagen mod LTF, og det vil ikke overraske mig, hvis regeringen og anklagemyndigheden gør det samme mod Hizb ut-Tahrir. Opløsningsinitiativet har grundlæggende vist sig at være en politisk beslutning, hvor Rigsadvokaten ikke kan opfattes som uafhængig. Det er nærliggende, at Rigsadvokaten hellere overlader det vanskelige spørgsmål til domstolene end selv afgør det. Om Hizb ut-Tahrir rent faktisk bliver opløst af Højesteret eller underliggende instanser, er dog en anden sag: Foreningen er noget andet end LTF eller Bandidos, og anklagemyndighedens opgave bliver at bevise, at foreningens formål er ulovligt. Henset til de politiske tilkendegivelser og udmeldingen fra justitsministeren må det anses for overvejende sandsynligt, at Rigsadvokaten vil forsøge at få Hizb ut-Tahrir opløst.

En mindre indgribende tilgangsvinkel i den forbindelse kunne være, at foreningen ikke bliver midlertidigt forbudt, som det var tilfældet med LTF og Bandidos, men at sagen går sin gang, og at det reelt overlades til Højesteret at afgøre, om Hizb ut-Tahrir skal være den næste i rækken af opløste foreninger i Danmark.

Både den påtænkte foranstaltning mod radikaliserede og den påtænkte opløsningssag understreger, at det centrale redskab som politiet synes at gå og mangle i dag er muligheden for at få dømt visse persongrupper til at være underlagt nogle restriktioner. Det centrale ved opløsning af en forening i 2026 er således ikke er selve opløsningen, men de tiltag, man kan iværksætte over for medlemmerne bagefter. Radikaliserede skal stemples nøjagtig ligesom medlemmerne af en opløst forening.

I forhold til lovforslaget om de radikaliserede, er tre-års-fristen for domstolsprøvelse i lovforslaget er min største bekymring: EMD slog i storkammerdommen De Tommaso mod Italien (2017) fast, at præventive kontrolforanstaltninger kræver et klart og forudsigeligt retsgrundlag. Jo mere vidtgående indgreb staten kan bruge mod mennesker, der ikke er dømt for kriminalitet – som »radikaliseret« – desto stærkere bør domstolskontrollen være. Som udtalt til Politiken er der efter min opfattelse et retssikkerhedsmæssigt problem i, at en person, der aldrig er dømt for en strafbar handling, men alligevel er stemplet »radikaliseret«, normalt først kan få fjernet den betegnelsen efter tre år.

Kilder: Kristeligt Dagblad; Politiken; De Tommaso mod Italien [GC], nr. 43395/09 – EMD/HUDOC.

5. Øhavsmuseet-sagen: Er retsmægling noget for offentlige myndigheder?

Og så lander vi lige i en lettere genre. Øhavsmuseets udstillingsbygning Frølageret på Faaborg Havn er endt i en fastlåst konflikt med Faaborg-Midtfyn Kommune, der nu er blevet hvirvlet op i en række medier, og som jeg også gentagende gange har haft lejlighed til at kommentere på. Bygningen blev overdraget vederlagsfrit til museet i januar 2026, men nyere ingeniørvurderinger rejste tvivl om tagkonstruktionens sikkerhed, og tre forsikringsselskaber afviste at forsikre den. Den 30. juni lukkede bestyrelsen museet midt i højsæsonen. Kommunen fastholder, at bygningen kan bruges inden for grænser fastsat af COWI; museet mener, at risikobilledet er ændret grundlæggende.

Det mest interessante ved sagen, som jeg har kommenteret i Kulturmonitor, var ikke de forvaltningsretlige spørgsmål, men at kommunikationen mellem parterne var brudt helt sammen. Min centrale anbefaling var retsmægling. Museets direktør Peter Thor Andersen har efterfølgende oplyst, at alternative forsikringsløsninger og en kommunal overtagelse allerede var undersøgt og afvist. Direktøren har også afvist forligsmægling. Kommunaldirektør Helle Vibeke Carstensen har omvendt bakket op om min analyse af forhandlingssituationen som »fuldstændig uholdbar«.

Forslaget om mægling har bredere faglig opbakning: Advokat og mæglings-ekspert Allan Ohms oplyser på min linkedin-side, at mægling generelt »fører til en løsning i tre ud af fire sager«, og professor og førende ekspert i mægling Lin Adrian (KU) peger samme sted på, at mægling har særlig værdi, når parter er fastlåst i juridiske positioner, men fortsat skal samarbejde bagefter.

Når offentlige myndigheder er part i en fastlåst konflikt, er det værd at spørge, om mægling bruges tilstrækkeligt. Mægling har særlig værdi, når parterne er fastlåst i juridiske positioner, men fortsat skal kunne samarbejde bagefter. Sagen om Øhavsmuseet viser at det også kan være relevant for offentlige myndigheder.

Tak fordi du læste med i denne udgave af Retsstaten.

Tilmeld dig på www.retsstaten.com og får Retsstaten direkte i din indbakke næste tirsdag kl. 07.00! Hvis tilmeldingslinket driller, så prøv at tilgå det fra en smartphone.

Fortsat rigtig god uge!

Frederik Waage