
11. august 2026
Velkommen til første udgave af Retsstaten - professor Frederik Waages nyhedsbrev.
I denne uge kommer vi omkring en omstridt boring på Grønlands østkyst og Rigsfællesskabets rolle i den forbindelse, Ceuta-debatten og grundlovens glemte mindretalsgarantier, Kriminalforsorgens navneskifte til Danmarks Fængsler, en debat med udgangspunkt i professor Mads Bryde Andersens kritik af menneskerettighedsdomstolens rolle, og spørgsmålet om, hvor grænsen går for politikeres modtagelse af gaver og fribilletter.
Retsstaten er mit forsøg på at flytte nogle af mine juridiske vurderinger fra de sociale medier og enkeltstående medieoptrædener til et selvstændigt redaktionelt format, hvor de kan uddybes. Ligesom på LinkedIn vil fokus i overvejende grad være på dansk offentlig ret, men også EU-retten, menneskeretten og i et vist omfang strafferet, samt løbende projekter, der relaterer sig til min forskning. Det nærmere koncept for nyhedsbrevet er fortsat under udvikling og kommentarer modtages gerne.
Følgende ligger dog allerede nu fast:
Hver tirsdag morgen samler jeg de sager, jeg finder væsentligst – nogle uger fylder det meget, andre uger meget lidt.
Denne første udgave rummer fem cases:
1. Boring i Grønland: rutinemæssig forvaltningsafgørelse eller geopolitisk handling på vegne af rigsfællesskabet?
The Guardian kunne lørdag berette, at Greenland Energy, der er angivet til at være et amerikansk selskab med forbindelser til Trump-kredsen – har bragt boreudstyr i land ved Jameson Land, et område på Grønlands østkyst, angiveligt uden grønlandsk tilladelse.
Der hersker en del usikkerhed om faktum i denne sag, men historien er bl.a. refereret i Ekstra Bladet og BT. Sagen har dog fået overraskende lidt opmærksomhed i de danske medier. Grønlands regering har ifølge The Guardian udstedt en advarsel til selskabet, men vurderet det uproportionalt at kræve udstyret fjernet. Ansøgningen om tilladelse behandles fortsat af de grønlandske myndigheder. Jeff Landry, Louisianas guvernør og Trumps særlige udsending i forhold til Grønland, har ifølge det oplyste udtalt sig entusiastisk om udsigten til boringer.
Selvom råstofkompetencen alene ligger hos Grønland jf. selvstyreloven fra 2009, er sagen ikke uden betydning for hele rigsfællesskabet. Grønland står måske nok alene i forhold til selve sagsbehandlingen, men de beslutninger, der træffes i den forbindelse, berører aktører, der er meget tæt på en fremmed regering, der offentligt har rejst krav om overtagelse af Grønland.
Alle beslutninger, der i den forbindelse træffes af selvstyret, vil meget vel i den nuværende situation kunne få en betydning, hvor det vil være nødvendigt at involvere de danske myndigheder, der fortsat har den udenrigspolitiske kompetence. Afhængigt af, hvad der foregår i forhandlingen med amerikanerne, vil den danske regering ligeledes kunne være forpligtet til at underrette Udenrigspolitisk Nævn om sagen.
Min vurdering: En mulig forvaltningsretlig tvist mellem de grønlandske myndigheder og et amerikansk selskab kan eventuelt udvikle sig til en ekstraordinær situation på grund af den nuværende sikkerhedssituation i arktis. I forholdet til USA er Naalakkersuisuts formelle kompetence imidlertid reelt indskrænket. Manøvrerummet er begrænset, fordi konsekvenserne af en konflikt med USA rækker langt ud over råstofforvaltning og ind i rigets sikkerhedspolitiske ansvar. Det er et ansvar, som Grønland ikke kan bære alene, og som derfor kræver dansk medvirken, uanset hvor kompetencen formelt er placeret.
Eventuelle beslutninger der kan få betydning for rigsfællesskabets forhold til USA, f.eks. et afslag på tilladelse til det amerikanske selskab i den nuværende situation, vil efter omstændighederne kunne være beslutninger af større udenrigspolitisk rækkevidde. Det har blandt andet den konsekvens, at det kan være nødvendigt, at den danske regering i medfør af grundlovens § 19, stk. 3, rådføre sig med udenrigspolitisk nævn, før der træffes beslutninger i sagen sammen med Grønland.
Kilder: The Guardian, BT og Ekstra Bladet.
2. Ceuta-debatten og spørgsmålet om grundlovens glemte mindretalsrettigheder
Flygtningesituationen ved Ceuta har haft mange politiske implikationer. En af dem er, at Folketinget i morgen, onsdag den 12. august, er indkaldt til at drøfte sagen midt i tingets sommerferie. At det sker, kan ses som et eksempel på, at oppositionen i øjeblikket prøver grænserne af for, hvordan arbejdsrelationen fremover skal være mellem regering og opposition i den nye valgperiode. Det gør oppositionen ved at tage fat i nogle af de mindretalsrettigheder, der ligger i grundloven.
Situationen er således den, at 72 medlemmer af Folketinget – det grundlovsfæstede mindretal, der efter grundlovens § 39 kan kræve Folketinget indkaldt – har benyttet netop denne ret til at få sagen sat på dagsordenen, efter at regeringen ikke selv fandt anledning til det. Fra regeringspartiets side er indkaldelsen i sommerferien efterfølgende blevet omtalt som udtryk for politisk "fnidder" snarere end en substantiel anledning til debat.
Grundloven rummer flere bestemmelser af denne type. De fleste blev indført i 1953, ved seneste grundlovsændring, hvor to-kammersystemet blev nedlagt, og der var en (skulle det vise sig) ikke ubegrundet frygt for, at lovprocessen i et et-kammersystem, kunne gå lidt for stærkt, og henover hovedet på et mindretal. Ud over § 39 om indkaldelse af Folketinget kan nævnes § 41 om udsættelse af lovforslag, § 42 om folkeafstemning og § 73 om ekspropriationslove. Fælles for dem er, at de giver et mindretal ret til at kræve tid, debat eller inddragelse af befolkningen i Folketingsarbejdet.
Gennem årtier har der på Christiansborg hersket en form for konsensus om ikke at bringe de grundlovsfæstede mindretalsrettigheder aktivt i spil. F.eks. er reglerne om folkeafstemninger af lovforslag efter § 42 kun brugt een gang i forbindelse med jordlovene i 1960’erne, der faldt med et brag. Der har simpelthen ikke været tradition for at bruge dem fra oppositionens side. En sådan konsensus er imidlertid ikke nødvendigvis statisk. Den kan ændre sig – særligt hvis mindretalsregeringer igen bliver normen snarere end undtagelsen. Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt synes i en kronik i Berlingske fra sidste uge, netop at lægge op til, at Folketinget i højere grad vil skulle spille en rolle ved at bruge af grundlovens særregler.
Det er bemærkelsesværdigt, at de øvrige borgerlige partier, i hvert fald i forhold til Ceuta-forhandlingerne, har bakket op om den linje.
Min vurdering: Om onsdagens forhandling i Folketinget fører til yderligere brug af grundlovens § 39 eller lignende bestemmelser, eller om sagen forbliver et enkeltstående tilfælde, bliver meget interessant at følge – ikke mindst fordi det siger noget om, hvor robust den nuværende praksis om magtfordelingen mellem regering og Folketinget reelt er. Der er består på nuværende tidspunkt en asymmetri i forhold til, hvor lidt grundlovens mindretalsgarantier reelt bruges, sammenholdt med hvor "billige" og enkle nogle af dem er at tage i brug. En folkeafstemning efter § 42 vil formentlig koste mange millioner kroner og den vil være administrativt tung. En udsættelse af et lovforslag efter § 41 koster derimod reelt kun nogle kalenderudfordringer – ti søgnedage, hvor grundloven muliggør, at offentligheden skulle nå at debattere en sag, hvis Folketinget var splittet.
Tiden må vise, om hasteindkaldelsen af Folketinget vidner om et Folketing, der i højere grad end tidligere ønsker at bruge hele grundloven.
Kilder: Morten Messerschmidts kronik om bl.a. Folketingets mindretalsgaranter:
3. Danmarks Fængsler: Hvem har egentlig truffet beslutning om navneforandring?
På LinkedIn gjorde jeg for nylig opmærksom på et forvaltningsretligt spørgsmål, som en Justitsmonitor-artikel af Thomas Græsbøll Svaneborg Justitsmonitor har givet anledning til: hvorfor skiftede Kriminalforsorgen navn til Danmarks Fængsler, og hvem traf reelt den beslutning?
Til sammenligning med den amerikanske omdøbning af Forsvarsministeriet til Krigsministeriet – hvor Trump-administrationen entydigt tog politisk ejerskab – er der ved det danske navneskifte ingen politikere, der har markeret sig som afsender. Ifølge Justitsmonitors gennemgang er navnet tilsyneladende opstået hos Kriminalforsorgens direktør Ina Eliasen efter en brainstorm med PR-bureauet Prime Time og er formelt godkendt af justitsministeren.
Det interessante er, at Justitsmonitors gennemgang af PR-bureauets oplæg understøtter, at navneskiftet var bevidst retorisk motiveret. Det er svært at læse forløbet på anden måde, end at "Kriminalforsorgen" ifølge den nuværende ledelse lagde for meget vægt på resocialisering frem for straf og konsekvens.
Bureauet anbefalede oprindelig »Danske Fængsler« frem for »Danmarks Fængsler«, blandt andet fordi sidstnævnte blev vurderet at have en mere nationalistisk klang – en vurdering, der ikke mindst er interessant i lyset af planerne om et dansk fængsel i Kosovo. Embedsværket valgte alligevel "Danmarks Fængsler", i strid med bureauets egen anbefaling.
Det understreger efter min opfattelse, at der ikke alene er tale om at finde et mere mundret navn på en myndighed. Når selve navnevalget indebærer overvejelser om vægtningen mellem resocialisering, straf og konsekvens, er spørgsmålet også, hvornår en administrativ beslutning får et så tydeligt politisk-symbolsk indhold, at den politiske ledelse bør tage synligt ejerskab til den.
Min vurdering: Navneskiftet er ikke en neutral, administrativ detalje. At droppe ordet "forsorg" har en stærk signalværdi og det kan naturligt læses som et opgør med årtiers afbalanceret retspolitik, hvor både straf og resocialisering har været en del af ligningen. Af hensyn til embedsværkets neutralitet burde det have været meldt ud politisk af regeringen.
Kilder: Thomas Græsbøl Svaneborg i Justitsmonitor, 31. juli 2026
4. Min kommentar til Mads Bryde Andersens kritik af menneskerettighedsdomstolen i bogen “Misforståede Menneskerettigheder”
I den kommende folketingssamling ventes Folketinget at vedtage en udvisningsreform, der rejser en række principielle spørgsmål, som man må gå ud fra på det tidspunkt bliver udfoldet yderligere i debatten. Emnet var også til debat på Folkemødet i en samtale om Danmark og de internationale konventioner, hvor jeg deltog sammen med professor Mads Bryde Andersen samt Mikkel Bjørn (DF) og retsordfører Malte Boehm Larsen.(DF)
Debatten tog blandt andet afsæt i Bryde Andersens bog »Misforståede menneskerettigheder«, som efter min opfattelse med rette har fået anerkendelse for sin kritiske gennemgang af Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkningsstil.
Min indvending var på den anden side, at et exit eller en markant svækkelse af konventionernes retskildeværdi i dansk ret har en pris, som hverken Mads Bryde Andersens bog eller Dansk Folkeparti efter min opfattelse har taget tilstrækkelig højde for.
Den danske grundlov blev ikke opdateret på menneskerettighedsområdet ved grundlovsændringen i 1953, indenfor områder som f.eks. retten til privatliv, retfærdig rettergang og forbud mod umenneskelig behandling. Dette har vist sig at være en meget stor mangel. Beslutningstagerne valgte imildertid dengang - og i de efterfølgende årtier - at borgernes forfatningsretlige beskyttelse skulle sikres ved internationale konventioner og navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Forestillede man sig, at Danmark ikke længere skulle være underlagt konventionerne, eller disse blev svækket (f.eks. ved i mindre omfang at følge Strabourg domstolens praksis, på områder hvor regeringen var uenige med domstolen) ville det kunne betyde, at borgernes forfatningsretlige beskyttelse ville falde tilbage til 1950’er niveau.
Det forekommer derfor nærliggende at spørge partier, som ønsker et opgør med konventionen og domstolen, hvilke rettigheder man vil sætte i stedet for EMRK, hvis konventionen bliver fjernet eller begrænset? Hvordan sikrer man f.eks. en retfærdig rettergang i dansk ret i så fald?
Hvis man anerkender den præmis, at Folketinget kan pålægge danske dommere at dømme i direkte strid med aktuel domstolspraksis fra Strasbourg, bør man således også være parat til at fortælle, hvordan danske borgeres rettigheder kan beskyttes mod enkelte beslutninger taget af det til enhver tid siddende Folketing.
Min vurdering: Kritikken af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg og dens dynamiske fortolkningsstil rejser mange legitime spørgsmål. Men et opgør med konventionen kan ikke diskuteres isoleret fra spørgsmålet om, hvad der skal træde i stedet. Vil de partier, der vil udfordre konventionen, være parate til f.eks. at skrive retten til privatliv ind i grundloven, så den retsgaranti, der gælder herimod i EMRK art. 8 kan bevares? Hvordan vil tilhængerne af et opgør med menneskerettighederne sikre at borgernes ret til privatliv, retfærdig rettergang og ytringsfrihed er sikret fremadrettet, hvis konventionerne devalueres i værdi? De spørgsmål mangler vi i høj grad svar på.
5. Politikeres fribilletter: Hvor går grænsen for lovlig repræsentation?
Sagen om dyrevelfærdsministerens fribilletter til Flying Superkids blev i sommer endnu et eksempel på en tilbagevendende debat om politikeres deltagelse i kulturelle arrangementer for arrangørens regning. På LinkedIn skrev jeg, at debatten hurtigt udvikler sig til et spørgsmål om magtfordrejning, lovbrud og ligefrem bestikkelse – men at det efter min opfattelse ofte giver et mere sikkert billede af retstilstanden, end der reelt er grundlag for.
Jeg har tidligere kommenteret sagen om festivalen i Nyborg, hvor der kun var begrænset faglig aktivitet for politikerne, og sidste års sag om Odense Kommunes deltagelse i X Factor-finalen. Ankestyrelsen fandt i X Factor-sagen, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne havde handlet inden for de gældende rammer – en vurdering, jeg er enig i.
Området er kun i begrænset omfang afklaret gennem praksis. Ombudsmandens udtalelse om Københavns Kommunes modtagelse af Tivolikort er et af de vigtigste bidrag, men herudover findes kun få afgørelser, og vurderingen beror derfor ofte på en uklar opfattelse af, om deltagelsen er sagligt begrundet. Der eksisterer samtidig fortsat sædvaner og traditioner for offentlig repræsentation, både på kommunalt og statsligt niveau. Alle disse faktorer skal tælles med, når det f.eks. skal vurderes, om det er berettiget at modtage en billet til et offentligt arrangement.
At Christian Rabjerg Madsen valgte at returnere billetterne til Flying Superkids, er forståeligt i lyset af den usikre retstilstand. Omvendt viser Højesterets dom, hvor en major fra Forsvarets Materieltjeneste fik en betinget frihedsstraf for at spise middag med en leverandør på Kong Hans, at grænsen også kan overskrides.
Professor Sten Bønsing fra Aalborg Universitet har markeret fundamental uenighed med min vurdering om, at retstilstanden på området er uklar. Efter hans opfattelse er området tværtimod ganske veldefineret gennem hans egen forskning, og han peger på omkring 15 ombudsmandsudtalelser, en løbende domspraksis og navnlig de fem såkaldte Atea-sager som klare præjudikater. Det er vigtigt, fordi uenigheden dermed ikke handler om, hvorvidt der eksisterer regler og praksis, men om hvor præcist disse giver svaret i den tilbagevendende situation, hvor et fagligt arrangement glider over i kulturel deltagelse og repræsentation. Tidligere formand for Transparency International, Jesper Olsen, har i overvejende grad udtalt sig til støtte for Bønsings synspunkt.
Min vurdering: Min indvending er, at flere af de sager, som har været bragt i medierne – X-faktor finalen i 2025, sommerens Ny(d)borg Festival i Nyborg, Roskilde Festival sagen om Flying Superkids – netop rummer et element, som ikke er tilstrækkeligt afklaret: hvornår et kommunalbestyrelsesmedlems deltagelse i den kulturelle del af et arrangement, efter et forudgående fagligt program, fortsat kan siges at være en del af tjenesten og dermed "repræsentation", og hvornår der er tale om usaglig optræden eller ligefrem bestikkelse efter straffeloven (en meget alvorlig anklage).
Indtil retstilstanden gøres mere klar – gennem lovgivning eller mere praksis fra Ombudsmanden, Ankestyrelsen, domstolene eller eventuelt Rigsrevisionen – må vi nok forvente, at den samme diskussion vender tilbage hver sommer. Det er næppe tilfredsstillende, heller ikke for de politikere, der skal navigere i et regelsæt, hvor grænserne fortsat er uklare.
Kilde: Dr.dk artikel om Flying Superkids-sagen og mit Linkedin-opslag om sagen.
—— oo ——
Tak fordi du læste med i første udgave af Retsstaten.
Tilmeld dig gratis på www.retsstaten.com og få Retsstaten i din indbakke fra på tirsdag kl. 07.00.
Og med dette vil jeg ønske dig en fortsat god uge!
11 august 2026
Frederik Waage